Madens historie
Det er familien Barhoumi, der står bag den lille nye restaurant – Moncef Barhoumi, hans kone Hanene og sønnen Hani.
Madens historie
Det er familien Barhoumi, der står bag den lille nye restaurant – Moncef Barhoumi, hans kone Hanene og sønnen Hani.
En familiedrøm
“Der har tidligere været en tunesisk restaurant i København, men den lukkede i 2002, og siden har min kone og jeg haft ønsket om at åbne vores egen restaurant. Men vi ville lige vente til vores fire børn blev voksne, og kunne passe godt på sig selv og hinanden”
– fortæller Moncef Barhoumi, som oprindeligt er uddannet arkitekt, og som kom til Danmark i 1980erne på et praktikophold. Han blev så begejstret for landet, at han valgte at blive, og han har siden arbejdet på at skabe samhandel og relationer mellem Danmark og Tunesien.
Det tunesiske køkken er defineret af couscous. Det handler om kultur. Om arv. Om traditioner. Og om århundreder års viden og know how. Couscous er af berbisk oprindelse, og er blevet spist siden middelalderen. Den er kompleks og meget varieret, og forberedelsen af couscous’en er helt ceremoniel. Der er lige så mange opskrifter på couscous, som der er familier, og en uendelig række nuancer mellem regioner, hvor sammensætningen ændrer sig efter økosystemer, afhængigt af om man er på sletterne, i bjergene, i oaser, nær kysten eller på øer, hvilket gør at couscousen spejler det samfund, hvori den er kogt.
Selvom der er mange meninger og holdninger om coussous, så er de fleste enige om at “Den bedste couscous er min mors”.
Viden, knowhow og praksis i forbindelse med produktion og forbrug af couscous er netop blevet indskrevet på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Det manifesterer samtidig det kulturelle samarbejde mellem de lande, der deler denne arv: Algeriet, Mauretanien, Marokko, Libyen og Tunesien. UNESCO bygger dermed bro mellem folk, bringer dem tættere sammen gennem den praksis og viden, de har tilfælles. I disse lande er der ikke en dag, en fest eller en familiesammenkomst uden couscous. Den er en del af alles liv, kvinder og mænd, unge og gamle, stillesiddende og nomadiske, på landet eller i byen. Derfor er couscous meget mere end en ret, den er symbolsk. Den er rødder, øjeblikke og minder, der gives videre fra generation til generation.
En familiedrøm
“Der har tidligere været en tunesisk restaurant i København, men den lukkede i 2002, og siden har min kone og jeg haft ønsket om at åbne vores egen restaurant. Men vi ville lige vente til vores fire børn blev voksne, og kunne passe godt på sig selv og hinanden”
– fortæller Moncef Barhoumi, som oprindeligt er uddannet arkitekt, og som kom til Danmark i 1980erne på et praktikophold. Han blev så begejstret for landet, at han valgte at blive, og han har siden arbejdet på at skabe samhandel og relationer mellem Danmark og Tunesien.
Det tunesiske køkken er defineret af couscous. Det handler om kultur. Om arv. Om traditioner. Og om århundreder års viden og know how. Couscous er af berbisk oprindelse, og er blevet spist siden middelalderen. Den er kompleks og meget varieret, og forberedelsen af couscous’en er helt ceremoniel. Der er lige så mange opskrifter på couscous, som der er familier, og en uendelig række nuancer mellem regioner, hvor sammensætningen ændrer sig efter økosystemer, afhængigt af om man er på sletterne, i bjergene, i oaser, nær kysten eller på øer, hvilket gør at couscousen spejler det samfund, hvori den er kogt.
Selvom der er mange meninger og holdninger om coussous, så er de fleste enige om at “Den bedste couscous er min mors”.
Viden, knowhow og praksis i forbindelse med produktion og forbrug af couscous er netop blevet indskrevet på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Det manifesterer samtidig det kulturelle samarbejde mellem de lande, der deler denne arv: Algeriet, Mauretanien, Marokko, Libyen og Tunesien. UNESCO bygger dermed bro mellem folk, bringer dem tættere sammen gennem den praksis og viden, de har tilfælles. I disse lande er der ikke en dag, en fest eller en familiesammenkomst uden couscous. Den er en del af alles liv, kvinder og mænd, unge og gamle, stillesiddende og nomadiske, på landet eller i byen. Derfor er couscous meget mere end en ret, den er symbolsk. Den er rødder, øjeblikke og minder, der gives videre fra generation til generation.
